Opdateret: 17. oktober 2013

Daveart: Superstjerne inden for design

Henrik Lundqvist, Dominik Hasek, Stefan Liv og mange andre har gennem årene gået med masker lavet af Daveart. Bag disse design står David Gunnarsson, der er professionel airbrush-kunstner med speciale i ishockeymasker til NHL-målmænd.

Davids karriere har ligget fast, siden han var seksten. Det var dengang, han startede virksomheden Daveart og viede al sin fritid til at udvikle sin egen stil. Og da han først havde mestret teknikken, gik der ikke lang tid, før opgaverne begyndte at strømme ind.

"I begyndelsen malede jeg benzintanke til motorcykler, mobiltelefoner, tegneserier, alt muligt. Da jeg forlod universitet, havde jeg allerede så meget arbejde, at jeg kunne leve af det," siger David.

Lige midt i den svenske landsby Vrigstad har David nu bygget et helt særligt airbrush-studie, hvor han laver ca. 150 masker om året til NHL-målmænd. Udfordringen består i at kunne male ekstremt detaljerede design på små buede overflader og skabe dybde- og 3D-effekter, der vækker designet til live.

Lundqvist særligt engageret

"Jeg skylder Bosse Ahl en stor tak," siger David. "Han var den første målmand, som jeg malede en maske til. Kort efter slog han igennem på landsholdet, og telefonen begyndte at ringe."

Og hvad med NHL-stjernerne? Ja, den historie tog sin begyndelse, da målmand Johan Hedberg fra Leksand i Sverige skiftede til AHL og Manitoba Moose. Han bad derefter David om at male en elg på hans maske for at skabe en forbindelse mellem hans nye hold og hans hjemland.

Johan blev senere solgt til Pittsburgh Penguins, men brugte sin gamle maske i de første par kampe. Den svenske målmand var lige fra begyndelsen en succes i Penguins, og masken blev set overalt. Den gav ham også hans tilnavn, "The Moose" ("Elgen").

"Da Henrik Lundqvist så fik sit gennembrud i New York Rangers i 2006, strømmede det ind med ordrer," husker David. "Jeg havde lavet en maske til ham med Frihedsgudinden på."

Henrik Lundqvist er en kunde, som er noget mere engageret i sine masker. Han og David er netop begyndt på en serie masker, som hylder svenske legender. Den første havde billeder af Ingmar Bergman, Greta Garbo og Ingrid Bergman, og David har netop sendt en ny maske med sportsheltetema.

Bliver aldrig bragt ud af fatning

"Der er faktisk ikke rigtig noget, der bringer mig ud af fatning, når det gælder design," fortsætter David. "Jeg kan lave fotografiske billeder, nuttede tegneseriefigurer og gysermotiver. Det, der gør mig unik, er nok min bredde i kombination med mine ideer."

På Daveart-websiden står der, at "målmænd er helt særlige personer, der ikke fortjener andet end det allerbedste." Så det sidste spørgsmål til David er, hvad det er, der er så særligt ved målmænd?

"Når jeg tænker over det, er jeg muligvis selv meget som en målmand. Mange af dem er kunstnere med særlige idéer og indfald. Det er virkelig noget, jeg kan forholde mig til."

McCulloch Nyhedsrum

Velkommen til McCulloch Nyhedsrum, stedet hvor du finder spændende nyheder og historier om vores produkter, nyttige tips til havearbejde, artikler om interessante personer – og meget mere. God fornøjelse!

Vis artikler mellem

Tags

How-to

Gå til How-to