Opdateret: 26. august 2013

Mikrobryggerier, del 2: På besøg i virkeligheden

I anden del af denne artikel om mikrobryggerier kigger vi nærmere på industrien for at få en bedre forståelse af tankegangen bag håndværksbryggerier.

"Når man sidder på en restaurant, og man hører en person ved et andet bord sige "Wow! Det er en god øl!" om en øl, man selv har brygget, så bliver man lige fem centimeter højere."

Sådan svarede Thomas Hansen, da vi spurgte ham, hvad der var det bedste ved at være håndværksbrygger. Thomas er en af grundlæggerne af Nynäshamns ångbryggeri, som startede i 1988 som en privat ølklub for en gruppe venner.

Efter stigende interesse fra folk udefra fortsatte de som en privat pub, hvor medlemmerne bryggede deres eget øl, inden de tog skridtet fuldt ud og blev et rigtigt bryggeri i 1997. Deres gennembrud kom et par år senere med Bedarö Bitter.

"Det er en af de få øl, måske den eneste, det er lykkedes at komme ind i det statskontrollerede Systembolagets basisudvalg som følge af en stor efterspørgsel," siger Marcus Wärme.

Marcus, som er fotograf og designer, fungerer som bryggeriets eget reklamebureau. Bryggeriet behøver ikke at investere en masse penge i markedsføring. "Vores øl har altid solgt sig selv," siger han.

I dag har bryggeriet 13 medarbejdere og producerer omkring 600.000 liter øl om året. Siden 2006 har bryggeriet været placeret i Nynäshamns gamle fordelingsstation.

Konstant arbejde

Lasse Ericsson er den første person, vi støder på i produktionshallen. Han er en af de fire bryggeriejere og er hovedbryggeren. Selv om det måske ikke er i denne rækkefølge: Mens vi var der, bemærkede vi, at han konstant var i gang med at brygge og tappe. En kort pause til at nyde en madpakke og derefter tilbage til arbejdet igen.

"Man skulle tro, man blev træt af det, men det har været en spændende rejse, og det er en rigtig god virksomhed at være i," siger Lasse. "Jeg er stolt over at være en del af den. Vi gør alt, lige fra at finde den rigtige opskrift til at skabe vores eget produktionssystem, brygge øl og reklamere.

Øl er mere spændende end vin," mener Lasse. "Man kan ikke i samme grad sætte sit præg på vin i produktionsprocessen. Når man laver øl, kan man derimod eksperimentere med mæskens temperatur og viskositet, prøve forskellige former for humle og gær og tilsætte spændende aromaer. For bare at nævne et par ting."

"Vi henter mest inspiration i USA. De er altid et par år foran os. Det sjove er, at amerikanerne selv får deres inspiration fra hele verden og tager gamle øltraditioner i brug."

Alle har deres egne øldrømme


I gangen uden for produktionshallen er der en hel væg med indrammede certifikater fra alle mulige ølfestivaller. Bryggeriets største præstation hidtil har været Bötet Barley Wine, der blev kåret som "World's Best Dark Ale Barley Wine" ved World Beer Awards 2011.

En del af navnet, Bötet, er bestemt ikke et traditionelt navn for øl. Dette skyldes, at Nynäshamns ångbryggeri bruger det nærliggende øhav som inspiration til sine produktnavne. Marcus og Thomas er ikke i tvivl om, hvilket ølnavn de bryder sig mindst om.

"Der er en, der hedder "Sjukommatvåan" (7,2'eren). Jeg forstår ikke, hvordan man kan slippe af sted med bare at fremhæve alkoholindholdet. Hvordan kan det overhovedet være tilladt at sælge den?"

Marcus fremhæver også "Cheap Thrills" (Billige fornøjelser) som et andet dårligt eksempel. For den kvalitetsbevidste og omhyggelige håndværksbrygger er det naturligvis alt andet end pris og alkoholindhold, der er vigtigt.

Og det ser ud til, at håndværksbrygget øl har en fremtid. Lige fra starten har ordrerne rullet hurtigere ind, end flaskerne kan rulle ud af bryggeriet, og efterspørgslen vokser fortsat.

Denne høje produktion har betydet mindre tid til eksperimenter – men ligesom selve øllen er der masser af idéer i gære.

"Så snart vi har en pause i produktionen, tester vi en af vores nye opskrifter," siger Marcus. Alle, der arbejder her, har deres egen øldrøm.

Og det er måske den vigtigste drivkraft for alle håndværksbryggere. Troen på, at der altid er en bedre øl, der venter på at blive brygget. Og hvis du vil have fornøjelsen af den øl, er du måske nødt til at brygge den selv.

Relaterede artikler

McCulloch Nyhedsrum

Velkommen til McCulloch Nyhedsrum, stedet hvor du finder spændende nyheder og historier om vores produkter, nyttige tips til havearbejde, artikler om interessante personer – og meget mere. God fornøjelse!

Vis artikler mellem

Tags

How-to

Gå til How-to