Opdateret: 26. august 2013

Motorsaven, der fældede konkurrenterne

McCulloch Motors var langt fra de første til at fremstille en enmandsmotorsav, da de introducerede McCulloch 3-25 i oktober 1949. Men det var takket være denne revolutionerende sav, at de fik succes fra den ene dag til den anden med det mærke, der gjorde det største indtryk i starten af motorsavens historie.

Guldfeber i motorsavsindustrien

Sidst i 40'erne var der en bølge af nye motorsave fra alle mulige producenter i hele verden. Tiden og den teknologiske udvikling var blevet moden til en enmandsmotorsav, et nyt bekendtskab for skovarbejdere, der indtil da havde været tvunget til at slæbe rundt på store tomandsmodeller. Takket være enmandsmotorsaven kunne mekaniseringen af skovbrugssektoren for alvor begynde.

Det var dog sjældent, at producenter i denne guldfebertid udviklede deres egne produkter ud fra deres egne tekniske løsninger. Tværtimod. Idéer blev gang på gang stjålet og kopieret, og det var ikke altid let at vide, hvad der var originalen, og hvad der var kopien. Der var naturligvis undtagelser. McCulloch Motors Corporation i Californien var en af dem.

Lille motor, stor succes

McCullochs succes skyldtes hovedsageligt virksomhedens grundlægger, Robert P. McCulloch, og hans utrættelige eksperimenteren. Små, lette motorer var hans speciale, og i løbet af 1930'erne havde han været i gang med at bygge meget effektive motorer til racerbiler i miniformat kaldet midget-biler.

Under Anden Verdenskrig udviklede og fremstillede han tocylindrede motorer i fjernstyrede øvelsesmål, som blev brugt til at uddanne jagerpiloter. At reducere vægten af disse motorer var en konstant udfordring – og det var de ting, han lærte i løbet af denne tid, der viste sig at være nyttige, da han udviklede motorsave.

Men hvordan kom McCulloch i gang med at lave motorsave? Tja, som det ofte var tilfældet på det tidspunkt, var man nødt til at udnytte hver eneste forretningsmulighed uden at tænke: "Passer dette ind i vores produktportefølje?"

Efter krigen havde McCulloch Motors indgået en flerårig kontrakt med Reed-Prentice for levering af motorer til motorsave. Naturligvis blev man klogere undervejs – og så snart kontrakten udløb, stod McCulloch klar til at lave deres egne tomandsmotorsave.

Tomandsmotorsave banede vejen

Tomandsmotorsave var på ingen måde nye, da McCulloch kom på banen. De første kommercielle modeller var allerede blevet indført i 1920'erne, men havde ikke været en succes. Disse save var tunge, svære at håndtere og upålidelige – det krævede også to personer at fælde et træ, hvoraf den ene skulle holde et håndtag i den fjerne ende af sværdet.

McCullochs første tomandssave, som begyndte at blive leveret i juli 1948, var ikke en undtagelse, selvom de vejede lidt mindre end konkurrerende mærker.

McCulloch 3-25 revolutionerede skovbrug

Selv om de var godt bygget og funktionelle, indså McCulloch, at tomandsmotorsave aldrig ville blive en stor succes. Han fortsatte med at eksperimentere med motorer og materialer. Endelig, i oktober 1949, var det tid til at introducere det produkt, der ville revolutionere både motorsavsindustrien og skovbruget.

Dette var McCulloch 3-25, en enmandsmotorsav, som var meget lettere end sine forgængere takket være sin kappe af støbt aluminium. Saven vejede kun 11,3 kg med et 24-tommers sværd monteret – bemærkelsesværdigt let på den tid. Motoren var dog stadig stærk nok til at drive store sværd og kæder på op til 30 tommer.

Takket være en membrankarburator, som McCulloch var de første til at introducere, kunne saven også vippes og anvendes i enhver position uden at justere sværdet. I samme forbindelse introducerede man også et håndtag foran og et pistolgreb bagtil, som hurtigt blev en industristandard.

Mere end 112.000 fremstillet

McCulloch 3-25 havde en enorm indvirkning på skovbrugssektoren, næsten fra den ene dag til den anden. Pris og vægt var også var tilstrækkeligt attraktive til at lokke helt nye grupper af kunder såsom landmænd og husejere til.

Det grundlæggende design viste sig at være yderst velgennemtænkt, og McCulloch fortsatte med at lave 3-25 helt indtil marts 1953, selvom detaljer og materialer blev ændret undervejs. I alt blev der fremstillet over 112.000 save.

McCulloch 3-25 var langt fra perfekt efter nutidens standarder, hvad angik sikkerhed, ergonomi, støj eller endda effektivitet. Den historiske betydning af saven er dog stadig ubestridt. 3-25 markerede starten på mekaniseret skovbrug i USA – og i forlængelse heraf også starten på McCulloch-mærket, som det ser ud i dag.

Relaterede artikler

  • Ny vejledning til servicefilm

    På Youtube-kanalen McCulloch Worldwide har vi tilføjet flere nyttige film, som viser dig, hvordan du kan udføre grundlæggende service på ...

    Opdateret: 2. juni 2014

McCulloch Nyhedsrum

Velkommen til McCulloch Nyhedsrum, stedet hvor du finder spændende nyheder og historier om vores produkter, nyttige tips til havearbejde, artikler om interessante personer – og meget mere. God fornøjelse!

Vis artikler mellem

Tags

How-to

Gå til How-to